<%title_tekst = " - Download af live-scenarier"%> Dødens Ironi
- Anmeldelse fra Hareposten

X er ikke nogen god mand. Han har gjort meget skidt gennem sit liv og har meget på samvittigheden. Han har gang på gang svigtet sin familie og skabt megen ulykke. Og nu er han død.

Plottet er på ingen måde nyt. En mand konfronteres med sine synder og må træffe et valg. Det har vi set før. Forskellen ligger i udførelsen.

Scenariet har 5 deltagere og der er på forhånd lagt klart op til at én af dem spiller hovedrollen og de andre biroller. Oplevelsen for hovedrollespilleren og birollespillerne er helt klart meget forskellig, men scenariet opnår at skabe et godt spil for både modtageren og giverne. Der bliver hele tiden spillet op til hovedrollen og birollernes funktion går på at iscenesætte de redskaber, plotlinier og personlige karakterforhold, som de er blevet udstukket, overfor hovedrollen. Hovedrollen derimod hverken skal eller kan gøre stort andet end at tage imod og reagere på input. Dette er til gengæld ikke så nemt som det måske lyder. Med et spil hvor der kun findes én interaktionskanal (mellem hovedrollen og birollerne), er det så meget desto vigtigere at denne kanal fungerer optimalt. Når dette så er tilfældet, giver det til gengæld mulighed for noget yderst intimt og kraftfuldt spil, som jeg personligt ikke kan prale af, at have oplevet andetsteds.

Et redskab, der er lige simpelt som det er virkningsfuldt, er det at hovedrollen allerede inden spillets start får bind for øjnene og under spillet får han på intet tidspunkt mulighed for at benytte sig af synets sans. Det er måske nok et af de ældste trick i bogen, men aldrig har jeg set det anvendt så virkningsfuldt. Det simple faktum, at man som hovedrolleindehaver er nødt til at bero sig 100% på kroppens øvrige sanser, giver nogle helt andre interaktionsmuligheder og et meget kraftigere sanseindtryk i samspillet med de allestedsnærværende bipersoner. Det, at man må føle sig frem med fingre, lugte og lyde, bidrager helt sikkert med en ekstra dimension, når det udføres godt.

Bipersonerne har ikke bind for øjnene. De er i stand til at kommunikere med tegn og fagter uden hovedrollens vidende. De koordinerer deres spil og sætter hovedrollen under konstant pres. Hustruen, datteren, sønnen og arbejdspartneren danner et skudsikkert hold af angribere over for hovedrollens tyngede samvittighed og pludselige skift i tid skaber diametralt forskellige tilgange for birollerne og skaber kaos i hovedrollens verden. Formår birollerne at orkestrere deres uafvigelige angreb på hovedrollens psyke og gennem hovedrollen at spille op til hinanden og give spillet rytme, så er en fantastisk oplevelse garanteret for alle.

Der er også plot, temaer og baggrund. Store tanker danner bagtæppet for scenariet og selvom man måske inden spilstart kan fristes til at ønske, at der var smurt lidt mindre tykt på, så fungerer forfatterens oplæg helt efter hensigten. Der er intet resultat der er givet og det eneste spillerne kan være sikre på er, at enhver mulig afslutning på spillet ender i storslået grandeur. Lejlighedsvis og diskret indgriben fra NPC-styrede events bidrager med endnu en dimension til spillet og et gennemtænkt udvalg af rekvisitter sikrer et endnu bedre niveau af forvirring for den synshæmmede hovedrolle.

Ja, alt i alt har jeg vist svært ved at skjule min begejstring. Der er her tale om et scenarie som kræver betydeligt fodarbejde for alle involverede, men leveres dette, så er potentialet for en unik og helt fantastisk oplevelse til stede. Det er store ord og tunge kanoner, men jeg fortryder stadig ikke det 13-tal jeg til Fastaval gav Kenneth Mikkelsens og Kim Juulsgaards Dødens Ironi.


Faktaboks:
Dødens Ironi blev afviklet d. 8-11/4 på Fastaval i Århus og genopføres på Hyggecon d. 14-17/10.