| ||||
| Kommunikation - hvordan du beskriver dit scenarie Det er vigtigt at kommunikere til sine deltagere hvad ens scenarie er for noget. For hvis deltagerne forventer noget andet, end scenariet faktisk er, så bliver de skuffede. Og skuffede deltagere kan have en tendens til at modarbejde scenariet. Selv om de måske ikke direkte modarbejder, så er det jo i hvert fald ikke skuffede deltagere man bør sigte efter at få. Hele den her beskrivelse er udsprunget af en tråd på LiveForum ved navn "Skalaer til beskrivelse af scenarier". Skalaer eller ikke skalaer Skalaer fungerer godt hvis de er kendt af alle - 13-skalaen er et godt eksempel på en skala, som fungerer i Danmark, men ikke udenfor Danmark. På LiveForum blev der snakket en del frem og tilbage om hvorvidt det ville være godt med skalaer eller ej. Ud fra den diskution besluttede jeg at jeg ville skrive denne artikel uden brug af skalaer - Da skalaer vil kræve at de alle er kendt af alle for at fungere. Spørgsmål i stedet for skalaer I stedet for skalaerne har jeg formuleret en række spørgsmål. Spørgsmål som man kan stille sig selv som arrangør, og ved at svare på dem beskrive sit scenarie. Spg 1: Hvad er visionerne for scenariet? Under visioner kan du beskrive alt det luftige. Alle de ting du godt kan tænke dig at gøre, men ikke er helt sikker på om lykkes. Spg 2: Hvad er løfterne til deltagerne? Lover du som arrangør at alle deltagerne får en snedkerbygget træseng at sove i, eller bare at der er halm til deres halmmadraser. Sørg for kun at love det, som du er sikker på at du kan holde. De ting, som du godt kan tænke dig at gøre, men ikke er helt sikker på endnu, bør stå under visioner. En god ting at skrive er hvor hurtigt du lover at besvare emails. På den måde viser du overfor deltagerne at du tager scenariet seriøst, og samtidig motiverer du dig selv til at svare hurtigt, fordi du har lovet det. Spg 3: Hvad er kravene til deltagerne? Når du lover deltagerne noget, så kan du selvfølgelig også kræve noget igen. Jo klarere du skriver hvad du kræver af deltagerne, jo mere sikker kan du være på at de opfylder kravene. Skriver du at deltagerne skal have flotte kostumer på, så har de nogle kostumer på, som de selv synes er flotte. Men skriver du præcist hvilken slags kostumer du forventer, så har de den slags kostumer på (i hvert fald nogle af dem). Spg 4: Hvem er til for hvem? Hvad er fortællestilen? Er deltagerne til for arrangørerne eller er arrangørerne til for deltagerne? Eller sagt på en anden måde: Har arrangørene en historie at fortælle, eller skal deltagerne selv skabe historien? Spg 5: Hvem er målgruppen? Sørg for at det grafiske udtryk passer til målgruppen - d.v.s. ingen tegninger af tændstikmænd til dybe seriøse analyserende scenarier. Spg 6: Tidsfrister Der bør være rimelige tidsfrister til deltagerne - tilmelding, karakter, betaling. Sørg for at alle tidsfrister er nemme af finde. Hvis folk ikke ved hvornår de skal aflevere karakter, så afleverer de den sandsynligvis for sent. Spg 7: Arrangørerne Hvem er arrangørerne? Hvad er deres erfaring? Hvor længe har de spillet live? Hvor længe har de spillet rollespil? Beskrivelser af hvad arrangørene laver til daglig, kan også tit hjælpe på at beskrive dem. Hvis f.eks. en arrangør til dagligt arbejder på Vikingspilsmuseet i Roskilde, så kan man forvente at han/hun ved en hel del om vikingeskibe - og det vil scenariet nok afspejle. Beskrivelsen af selve scenariet Spg 8: Hvor meget kamp vil der være? Er scenariet værre end 1. søndag da den var værst - altså våben overalt og i hånden på alle. Eller er der faktisk ingen der har våben. Hvem har våben og hvor tit forventer du at de bruger dem. Hvor hårde bliver kampene? Kan man forvente at alt er markørkamp, eller bliver der kastet rundt med krigere til højre og venstre? Spg 9: Hvor komplekse og vigtige er reglerne? Bør man altid have en regelbog i lommen, for ellers vil man ikke kunne løse konflikter, eller er der ingen regler. Spg 10: Hvor meget blander arrangørerne sig i scenariet? Er plottet frit, så alle kan på virke de i sin helt egen retning. Er det faktisk ikke et plot, men et linært handlingsforløb. Eller forsøger arrangøreren bare en lille smule at styre scenariet i den retning de havde forestillet sig. Spg 11: Hvem skriver rollerne? Skal deltagerne selv skrive sine rolle, eventuelt ved at støtte sig til et oplæg fra arrangørene. Eller er alle roller skrevet af arrangørerne. Spg 12: Hvordan er scenariets fysiske rammer? Stiller arrangørerne bare en tom græsmark til rådighed, eller foregår scenariet på et fuldt møbleret slot. Det er vigtigt at skrive klart hvad man lover deltagerene at stille til rådighed, og hvad man har visioner om at stille til rådighed. Spg 13: Hvordan ser settingen ud? Er det i orden at folk stiller i Adidas kondisko (hvis det er et fantasty scenarie), eller forventer man at deltagernes udstyr er 100% historisk korrekt. Spg 14: Intimitet Hvor meget må man røre? Er det slet ikke i orden at kigge efter andre, eller vil det være almindeligt at et par dyrker sex på markedspladsen (så er det nok ikke liverollespil, men 70'er ø-lejr). Kan deltagerne forvente at fremmede lægger op til dem og bliver kærlige. Eller foregår den slags slet ikke. Spg 15: Psykisk hårdhed Vil der være situationer, som ikke er gode for folk med dårligt hjerte. Vil deltagerne blive presset til deres yderste. Eller er det hele bare kaffe og kage. Spg 16: Hvor meget magi findes der? Er der ingen magi, men kun overtro. Eller kan alle karakterer lidt magi. Er det almindeligt at kunne blive genoplivet - og koster det så en årsløn eller en ugeløn. Skal det meste af plottet løses af magibrugerne, eller kan krigeren også gøre en forskel i plottet. Spg 17: Hvor seriøst er scenariet? Er der intet off-game område og man er på hele tiden. Vil der være enkelte Comic Reliefs eller vrimler byen med kampklædte egern. Når du har besvaret alle de her spørgsmål, så har du en ret god beskrivelse af dit scenarie. Tilbage til download listen | ||||
|